Der er ikke meget ekstravagance over det 170 kvm store hus i Neder Randlev sydøst for Odder. Men der ligger mange tanker bag både husets og den tilhørende grunds udformning. Husets ejere har nemlig ønsket at opføre et hus under hensyntagen til både menneske og natur.
Bag huset står Søren Karmisholt Petersen og hans familie. Søren Karmisholt Petersen er ansat som teknisk konsulent i Rådet for Bæredygtigt Byggeri med en baggrund som bygningskonstruktør, mens hans hustru er uddannet biolog. Parrets baggrunde kommer tydeligt til udtryk i både hus og have.
”Målet har fra begyndelsen været at bygge et økonomisk solidt hus med udearealer, som bidrager til den omkringliggende flora og fauna,” fortæller Søren Karmisholt Petersen.
Huset er det bare andet hus til at opnå en DGNB Villa-certificering. Manualen til DGNB Villa udkom tidligere på året og giver mulighed for at nybyggede enfamilie- og flerfamiliehuse, fritidshuse og mindre klyngeprojekter kan få deres bæredygtighedstiltag certificerede.
Det var dog ikke tanken fra begyndelsen, at familiens hus skulle certificeres. Byggeriet gik nemlig i gang, før Villa-manualen blev lanceret. Familien har dog hele tiden ønsket at bygge med fokus på bæredygtighedstiltag, og derfor har de taget udgangspunkt i manualen for større nybyggeri.
Det har nu resulteret i et hus og en have med fokus på totaløkonomi, arealeffektivitet, robusthed, biodiversitet og indeklima.
Minimalt ressourceforbrug gennem bygningsgeometri
Huset i Neder Randlev er designet som et rektangel. På den måde udnytter familien arealet optimalt og sparer ressourcer både i forhold til byggematerialer og ved den efterfølgende drift som f.eks. opvarmning af huset.
”Vi har haft et stort fokus på at lave robuste løsninger, som kan holde i mange år. Det betyder, at vi for eksempel har valgt at bruge mursten og betontagsten foruden at undgå komplekse knudepunkter pga. den simple bygningsgeometri. Totaløkonomien afspejles også i valget af jordvarme som varmekilde,” fortæller Søren Karmisholt Petersen.
Huset er med sine 170 kvm noget mindre end det gennemsnitlige parcelhus på 213 kvm. Alligevel er der skabt plads til større familiesammenkomster, hvilket har været vigtigt for familien.
”Vi er en familie, der rigtig godt kan lide at være sammen, og vi er ofte 30 personer samlet til fødselsdagsfejring. Så det var vigtigt med et køkkenalrum og stue, hvor der var plads til netop dét,” siger Søren Karmisholt Petersen.
Fleksibilitet har også spillet en stor rolle i udformningen af huset. Det er designet til en familie med to voksne og tre børn med en planløsning, der muliggør et ekstra værelse, og der er sikret let adgang for alle uanset alder og fysik, idet det er bygget i ét plan uden niveauforskelle mellem de forskellige rum og udearealerne.
Naturen i fokus
I valg af materialer har der foruden fokus på robusthed været tænkt meget over, hvordan huset og haven vil passe ind i det omkringliggende naturområde med skov i baghaven.
”Vi har blandt andet valgt at bruge materialer i naturlige farver og ubehandlet træ af lærk og granrafter i for- og baghave,” forklarer Søren Karmisholt Petersen.
En del af haven er udlagt til vild natur, mens en anden del er lavet til køkkenhave. Derudover udgør spiselig beplantning som surbær meget af hækken.
Søren Karmisholt Petersen og hans familie har et ønske om at blive mere selvforsynende med grøntsager og på sigt også kød. For at få plads til alle grøntsagerne har familien også valgt at indrette et viktualierum i huset.
”Vores mål med haven har været at skabe et sted, der danner grobund for oplevelser og sanselighed,” fortæller Søren.
Husets særlige features
Familiens nye hjem er bygget på en grund, som tidligere har været anvendt som det lokale vandværk og boring. Vandværket blev nedlagt for mange år siden, men selve pumpehuset står stadig på grunden. I stedet for at rive det ned, har familien valgt at renovere det. Huset er nemlig bygget i god kvalitet med støbte gulve, fuldmuret ydervægge og in-situ støbt betondæk som tag, hvilket gør det til et meget anvendeligt udehus.
”Når man bygger med fokus på bæredygtighedstiltag, er resultatet ikke nødvendigvis et overdådigt hus med masser af dyre materialer og fancy løsninger. I vores tilfælde er der tale om et enkelt hus, som derigennem har et lavt ressourceforbrug. Det, vi har valgt at bruge ekstra penge på, er for eksempel beplantning til haven og et effektivt ventilationsanlæg, der sikrer et godt indeklima,” siger Søren Karmisholt Petersen.
Nogle af de andre features i huset er integreret pusleplads på badeværelset og meget indbygget skabsplads.
Søren og hans familie har designet huset i samarbejde med typehusfirmaet Hybelhuse A/S.
Fakta om huset
Bygningsdata
Huset er på i alt 170 kvm og bygget på en grund med et samlet areal på 1452 kvm. Dertil var der en eksisterende bygning på grunden på 26 kvm. Huset er opført med tagbelægning af sorte betontagsten, facader af brunlige mursten og betongulve med gulvvarme fra eget jordvarmeanlæg.
DGNB-score for projektet
Huset har en samlet DGNB-score på 73,9 point, hvoraf der opnås 4 ud af 5 stjerner i miljøkvalitet og social kvalitet, mens der i økonomikvalitet opnås 5 ud af 5 stjerner. Huset performer særligt godt på kriterierne livscyklusvurdering, ressourceforbrug, biodiversitet, robusthed, luft og design for alle.
Livscyklusvurdering (LCA)
Huset scorer maksimumpoint i LCA-kriteriet, da huset er bygget med minimalt ressourceforbrug og stor arealeffektivitet. Det udmunder i en udledning på 7,06 CO2-eq/m2/år, og da huset er designet til i alt fem personer, giver det en meget lav udledning, når det omregnes som CO2-eq pr. person.