Behov for at kvantificere biodiversitet. En grøn overhaling af bygningsreglement, så det understøtter brugen af træ og biobaserede materialer. Og efterspørgsel på en revidering af lovgivningen, så det bliver sværere at bygge nyt, men lettere og billigere at renovere og genanvende.
Sådan lyder et lille udpluk af de pointer, Rådet for Bæredygtigt Byggeri har indsamlet i årets løb på forskellige Building Green konferencer. Det er snart et år siden, at Rådet for Bæredygtigt Byggeri indgik et samarbejde med Building Green om at sikre, at de gode diskussioner og pointer fra konferencerne fik endnu større flyvehøjde gennem Rådet for Bæredygtigt Byggeris arbejde med at løfte den bæredygtige agenda – i branchen såvel som på det politiske niveau.
Og dét arbejde har i den grad skabt værdi, mener Sisse Norman Canguilhem, direktør for partnerskaber og strategisk udvikling i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
”I branchen er vi godt i gang med at udvikle et fælles sprog for bæredygtighed og finde frem til de værktøjer, der skal løfte os ind i en bæredygtig fremtid. I dét arbejde er der behov for gode mødesteder, hvor vi kan tage en kvalificeret faglig snak og dele de udfordringer, vi står overfor. På Building Greens konferencer får vi en direkte adgang til de udfordringer, branchen står overfor. Det skaber værdi for vores eget arbejde – uanset om det handler om udviklingen af redskaber, som DGNB-certificeringer, taksonomivejledninger og ESG-værktøjer – eller politisk interessevaretagelse,” siger hun.
Hos Building Green er man også glade for samarbejdet, fortæller Sarah Elhauge, direktør, Building Green.
”Hos Building Green synes vi, at samarbejdet med Rådet for Bæredygtigt Byggeri er meget givende. Det giver os bedre muligheder for at få den viden, der genereres på vores events og konferencer endnu længere ud – og nå ud til de dem, der for eksempel kan ændre på lovgivningen. Vi arrangerer mange fagligt tunge events, og det er utroligt vigtigt for os, at den viden også bliver omdannet til handling hos de rette instanser. Vi glæder os til at se, hvad det videre samarbejde bringer, hvor vi har endnu flere events på vej med vigtige dagsordener”, siger hun.
Ambitiøse træbyggerier og inddragende biodiversitet
Gennem året har de forskellige konferencer givet nye indsigter inden for både klimatilpasning, biodiversitet, træbyggerier og renoveringer.
Blandt andet blev der på konferencen Build for Biodiversity opfordret til at inddrage både borgere og flere faggrupper på tværs af værdikæden i biodiversitetsplanlægningen i projekter – gerne så tidligt som muligt i processen. Der blev også udtrykt et behov for kunne kvantificere, hvad der sker med naturen uden for byen, når der udvindes ressourcer til byggematerialer.
På årets Build in Wood stod det klart, at bygge- og ejendomsbranchen er kastet ud på øvebanen, når det kommer til at bygge i træ. Det fortæller afdelingschef i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Line Tellefsen, som deltog på konferencen.
”Efter årtier med beton og stål skal vi have højnet vidensniveauet om træbyggerier. I dag tager de fleste standardløsninger afsæt i beton – både hvad angår lyd, brand og indeklima. Samtidig er træ et udsat byggemateriale, der kræver overvågning og planlægning. Heldigvis har vi set flere stærke eksempler på træbyggerier, som løfter barren. Det har givet god inspiration til, hvordan vi med DGNB kan stille ambitiøse krav – også til træbyggeri,” siger hun.
Bedre vilkår for grøn finansiering
Den finansielle sektors rolle i at skabe en bæredygtig fremtid har også været til debat i det forgangne år. For skal man skabe transparens og tillid til bæredygtige investeringer, kræver det samarbejde på tværs af faggrænser. Derfor er der behov for nye samarbejdskonstellationer, hvor juridiske og finansielle aktører rykker tættere sammen med tekniske specialister fra branchen.
”Det er gået op for os alle, at finanssektoren er tiltænkt en nøglerolle i den grønne omstilling – ikke mindst fra EU-hold. Derfor arbejder vi i Rådet for Bæredygtigt Byggeri på at blive endnu skarpere på, hvordan vi kan hjælpe med at levere de data og den tekniske sparring, som gør, at bæredygtighedstiltag bliver tilgodeset og honoreret i finansieringen. Noget af det, vi har erfaret på Building Green-konferencerne i år, er, at bæredygtighedstiltag og f.eks. renoveringer ofte resulterer i bedre business cases,” siger Sisse Norman Canguilhem.
Med rygsækken fyldt godt op med nye indsigter vil Rådet for Bæredygtigt Byggeri også i det kommende år arbejde benhårdt på at omsætte dén viden til reel forandring i branchen – ikke mindst ift. interessevaretagelse, fortæller hun.
”De indsigter, vi har fået i år, implementerer vi i alt fra arbejdet med at udvikle 2025-manualen for renoveringer og nybyggeri til vores egne debatter på f.eks. Folkemødet og i den løbende dialog, vi har med det politiske niveau i både kommunerne og på Christiansborg. Derfor glæder vi os til at få endnu mere viden og flere gode diskussioner med branchen i det kommende år,” siger Sisse Norman Canguilhem.