PRODUKTERS LEVETIDER I LCA-BEREGNINGER

Tags
29. April 2024
Levetider for byggeprodukter kan være et afgørende element i LCA-beregninger. Læs her hvilke muligheder der er for at benytte produktspecifikke levetider til dokumentation i forbindelse med en DGNB-certificering, samt hvad du skal være særligt opmærksom på ved vinduer og tagpap.
Levetider for byggeprodukter kan være et afgørende element i LCA-beregninger både i forhold til bygningsreglementet og DGNB-certificeringer.
Vi vil derfor gerne tydeliggøre, hvilke muligheder der er for at benytte produktspecifikke levetider.

Betragtningsperiode på 50 år
I bygge- og ejendomsbranchen arbejder man med en betragtningsperiode på 50 år, som det blandt andet fremgår af bygningsreglementet.
Benytter man sig af et produkt med en lavere levetid end 50 år, har det således stor betydning for LCA-beregningerne, da produktet vil skulle udskiftes inden for betragtningsperioden.

Har et produkt f.eks. en levetid på 40 år, regnes der med en komplet udskiftning inden for betragtningsperioden, hvilket fordobler miljøpåvirkningen fra produktet.

Brug af produktspecifikke levetider
Levetider skal følge principperne fastlagt i BUILD levetidstabel: Version 2021. Her benyttes som udgangspunkt de generiske levetider, som også er standardværdier i LCAbyg. Det er dog muligt at benytte andre datakilder for levetider, så længe følgende principper er overholdt:

  • Datakilde skal være relevant for dansk byggeri og dansk klima.
  • Datakilde skal være offentligt tilgængelig, dvs. uden krav om betaling, medlemskab el. lign. for at få adgang til data.
  • Levetiderne skal være verificerbar fx via brug af metode beskrevet i standard.
  • Versionering skal fremgå entydigt, herunder beskrivelse af procedurer for ændringer af data.

Levetider i EPD'er
Levetider, der fremgår af EPD'er, er ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation. Foruden EPD’en skal der være en beskrivelse af metoden for fastlæggelse af levetiden. Denne metode skal følge en relevant standard og være relevant for dansk klima, som er karakteriseret ved tempereret klima med høj fugtighed og mange frys-tø cyklusser i vinterperioden. 

Vinduer og tagpap
Spørgsmål om levetider omhandler ofte to produktkategorier — vinduer og tagpap.

For vinduer er det vigtigt at skelne mellem selve ruden, der har en standardlevetid på 25 år, og ramme/karm, der kan have en standardlevetid på 50-60 år. Bemærk dog, at døre har en kortere levetid på 30-60 år alt efter materiale.

Hvad angår tagpap og tagmembraner fremgår det af noterne i BUILD levetidstabel, at 1-lags tagpap har en levetid på 20 år, mens en 2-lags løsning fordobler levetiden til 40 år.

Nogle tagpapproducenter har dog fået testet levetiden af deres løsninger, herunder både 1- og 2-lags løsninger og kan dokumentere en længere levetid.

Flere nyheder

Nyhedsarkiv
27 MAJ, 2025
Nyt formandskab for bestyrelsen i Rådet for Bæredygtigt Byggeri
Vicedirektør og Head of Real Estate i Nykredit, Jakob Wind-Hansen, og kommende direktør i Københavns Ejendomme, Mia Manghezi, er valgt som ny forperson og næstforperson for bestyrelsen i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
11 APRIL, 2025
Nyt stort analyseprojekt skal kvalificere effekterne af certificeringer i bygge- og ejendomsbranchen
Certificeringer har gennem det seneste årti været blandt de mest brugte redskaber til at arbejde struktureret med bæredygtighedstiltag i byggeriet og har styrket branchens fokus på en lang række param
01 APRIL, 2025
Members Morning Briefing: Viden og inspiration til morgenmad
Fra maj kan du som medlem af Rådet for Bæredygtigt Byggeri begynde din dag med viden, inspiration og netværk med andre medlemmer. Her dykker vi ned i den nyeste udvikling og best practice inden for bæredygtighed i bygge- og ejendomsbranchen. ’Members Morning Briefing’ finder sted 3 gange årligt.
PrivatlivspolitikCookies
© Rådet for Bæredygtigt Byggeri 2025
Om os
Kontakt
Presse
Job
LOGIN