Omkring 20 % af Danmarks CO2-udledning kommer alene fra energiforbruget i bygninger. Samtidig forventes det, at 80 % af de bygninger, der vil være i brug i 2050, allerede står i dag. Vi skal derfor gøre langt mere for at sænke CO2-udledningen i de eksisterende ejendomme.
I Rådet for Bæredygtigt Byggeri har vi udarbejdet certificeringen DGNB Drift, som netop har fokus på bygninger, der allerede er i brug. DGNB Drift kan blandt andet hjælpe bygningsejere med at optimere bygningen og bygningsdriften med udgangspunkt i en holistisk forståelse af bæredygtighed, der både indeholder miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter.
Kommunerne i Danmark er blandt dem, der ejer mest bygningsmasse i Danmark. I Rådet for Bæredygtigt Byggeri vil vi gerne hjælpe dem med at arbejde med bæredygtighed i deres eksisterende ejendomme. Derfor har vi udviklet pilotforløbet for DGNB Drift.
Hvis det kunne være relevant for din kommune, eller du bare gerne vil vide mere, så send en mail til vores tekniske konsulent Feofora Frisesdal på
fof@rfbb.dk.
Tilmeldingsfristen til pilotforløbet er den 30. juni 2023.
Læs mere om pilotforløbet i dokumentet nedenfor.