Normalt er COWI/Arkitema og Rambøll konkurrenter, men da vi sammen med Molio torsdag inviterede til lancering af LCAcollect Community, stod de store rådgivningsvirksomheder side om side. De ønsker nemlig alle at skabe det bedste dokumentationsværktøj til livscyklusvurderinger til gavn for branchen og den bæredygtige udvikling.
”Det er vildt spændende at være med til, fordi det er så unormalt, at folk, der konkurrerer med hinanden til hverdag, går sammen og prøver at lave et værktøj,” siger Andreas Sørensen, fagleder for digitalisering i bæredygtighed hos Rambøll.
LCAcollect Community er stedet, hvor den fremtidige udvikling af dokumentationsværktøjet LCAcollect vil foregå. Målet er, at branchen ved at samarbejde på tværs får skabt en ny standard for måden at indsamle data på med et værktøj, der skaber gennemsigtighed og ensartethed på tværs af livscyklusvurderinger.
Blandt deltagerne til torsdagens lancering var projektudviklingsdirektør i PensionDanmark, Mia Manghezi. Hun fortæller, at PensionDanmark som bygherrer er interesseret i værktøjer, der kan hjælpe i arbejdet med at beregne et byggeris klimaaftryk.
”Med et fælles værktøj kan vi forhåbentlig skabe større ensartethed i dataindsamling og -behandling, mens vi gennem et community kan sikre en ensretning af initiativer, hvilket forhåbentligt kan speede processen op. Det er vigtigt, at vi skaber de her kontaktflader, hvor udvikling og drift kan tale sammen, så vi får udviklet noget, der er brugbart og relevant. Samtidig leder medbestemmelse og inddragelse ofte til en stærkere ejerfornemmelse og bedre ibrugtagelsesproces,” siger hun.
LCAcollect er oprindeligt udviklet af COWI/Arkitema og Rambøll, men er nu overdraget til Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Molio, som sammen skal drive det videre.
”Det er en fornøjelse at se den måde, branchen går sammen i arbejdet på. I den nye konstellation bringer vi teknisk stærke udviklere sammen med eksperter i bæredygtighed – og det kommer der en masse skarpe input ud af,” siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
Sammen om udviklingenLCAcollect er udviklet som open source, som giver alle mulighed for at bidrage til den videre udvikling. Denne udvikling vil som tidligere nævnt foregå i LCAcollect Community.
"Det er en unik måde at samarbejde på i branchen. Der lægges mange udviklingsressourcer i LCAcollect fra konkurrerende rådgivere. Med LCAcollect Community kan alle få gavn af hinandens bidrag, da udviklingen af LCAcollect sker i open source,” siger Frederik Waitz Søborg, direktør for certificering og teknisk udvikling i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
LCAcollect Community vil blive organiseret i to grupper – udviklere og brugere. Formålet med det er at facilitere et fagligt rum til udveksling af idéer og erfaringer, så den videre udvikling sker med afsæt i branchens behov.
- Brugergruppen er for rådgivere og konsulenter, der arbejder med LCA i hverdagen.
- Udviklergruppen er for personer med kompetencer indenfor for eksempel computational design, LCA-software, data- og systemarkitektur og UX/UI. Derudover kan det være relevant for personer fra tekniske uddannelsesinstitutioner at deltage.
Den data, der bliver samlet i værktøjet, vil ydermere kunne hjælpe virksomheder, lovgivere og organisationer med at træffe beslutninger, der bidrager til en bæredygtig udvikling af bygge- og ejendomsbranchen.
Fakta om LCAcollect- LCAcollect drives og ejes i et samarbejde mellem Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Molio. Begge organisationer er non-profit og arbejder til gavn for byggeriets værdikæde.
- COWI/Arkitema og Rambøll står bag LCAcollect. For at skabe et fælles værktøj til branchen har de overdraget LCAcollect til Molio og Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
- For at sikre udbredelsen og udviklingen af LCAcollect sidder et bredt udsnit af byggeriets værdikæde i LCAcollects styregruppe, herunder Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Danske Arkitektvirksomheder, Bygherreforeningen, DI Byggeri, CG Jensen, BUILD, BLOXHUB og Social- og Boligstyrelsen.
- Projektet er støttet af Realdania.
- LCAcollect er nomineret til Procesprisen 2023.