INFRASTRUKTUR ER OGSÅ ET KLIMA-VÆRKTØJ

Tags
EN GRØNNERE PLANLOV: Vi skal tænke trafik og infrastruktur ind i planområdet for at skabe klimaeffekt, mener Marie Jørgensen. Klima og miljøkrav skal bredes ud og gælde bredt, derfor er planloven ikke det rigtige værktøj, mener hun.
Planlægning er meget andet planloven. Marie Jørgensen, programleder for grøn omstilling i Holbæk Kommune, ser gerne en langt mere ambitiøs tilgang til klima og miljø, når det gælder fysisk planlægning. Men ikke nødvendigvis i planloven.

”Du kan stille krav til, at træer ikke må fældes eller at husene skal have bestemte typer facader. I dag er æstetikken det bærende i lokalplanerne, men du stiller ikke krav til CO2-reduktioner. På en lang række områder, har vi behov for at kunne stille krav til klima og miljø, men jeg er ikke sikker, at udfordringerne på planområdet skal løses via planloven,” siger hun.

Et af problemerne er, at lokalplanerne simpelthen er for lokale. Skal der udlægges arealer til landbaserede vindmøller eller solceller, støder det ofte mod lokal modstand. Og når beslutningerne skal ske lokalt, får de protesterende NIMBY’s stor magt. NIMBY er en forkortelse, der dækker over ”Not In My Back Yard”.
”Når der kommer et lokalplansforslag, som åbner for vindmøller eller solceller, tropper utilfredse naboer op med bannere foran rådhuset. Så er det svært for lokalpolitikerne at stå imod. Det kan man egentlig ikke bebrejde dem, for de møder jo borgerne på gaden og i Brugsen. Her synes jeg, det vil være formålstjenligt at løfte godkendelserne op på et niveau uden for kommunen, hvis vi skal lykkes med den omstilling, vi har forpligtet os på som land,” siger hun.

Pas på kommunal konkurrence
Derfor ser Marie Jørgensen heller ikke det store behov for at skrive klima og miljø ind planloven. Ikke fordi hun ikke vil styrke klima og miljø. Men i stedet for at være en mulighed i lokalplankataloget, skal man efter hendes opfattelse gå et skridt videre og stramme bygningsreglementet, så f.eks. krav til DGNB-certificering af nye bygninger gøres til et generelt krav. Det skal ikke være op til den enkelte kommune.

”Vi vil gerne have en klar profil i vores kommune, men det vil være for let for investorer og developere at gå til nabokommunen, hvis de synes, vi stiller for skrappe krav i lokalplanerne. Derfor ser jeg ikke planloven som det bedste værktøj,” siger hun.

På planlægningsområdet handler det ikke kun om at stille krav til bygninger. Også infrastruktur er vigtig. Marie Jørgensen fremhæver, at man i hendes egen kommune Holbæk med fordel kan koncentrere udviklingen om de byer, der har en togstation. Ikke blot Holbæk, men også de mange andre mindre byer i kommunen, hvor der er togforbindelser.
”Behovet for at en familie skal ud og investere i flere biler bliver mindre. Når byudviklingen sker i de områder, der er tæt på togforbindelserne, får det en positiv effekt på klimabelastningen,” siger hun.

Lav en fingerplan for hele Sjælland
En styrket regional og national planlægning står højt på hendes ønskeseddel. I stil med fingerplanen for Hovedstadsområdet, mener hun, at man skal videreudvikle en fingerplan for hele Sjælland.

”Vi er bosætningskommune, og har en del borgere, der pendler til hovedstadsområdet. Lige som vi understøtter de mindre byer, der har togforbindelser, bør man efter min mening styrke den kollektive trafik til de større byer på Sjælland. Hvis du tager Holbæk som eksempel, så kan du have et ægtepar, hvor den ene arbejder i Kalundborg og den anden i København. Boligpriserne er langt lavere end i hovedstaden og du har god adgang til natur. Med et planlægningsperspektiv vil effektiv offentlig transport være en vigtig parameter, og det kræver en regional og national tilgang, ” siger Marie Jørgensen.

Hun peger samtidig på, at planlovgivningen ikke skal stå alene. For selv om man i den fysiske planlægning favoriserer de byer, som ligger tæt på den kollektive trafik, vil der være behov for andre værktøjer.

”Man kan også se på skattepolitikken. Her kunne man overveje at graduere befordringsfradrag, så man belønnede folk for samkørsel. Der er mange, som kører alene til og fra arbejde. Hvis vi kan få flere ind i hver bil, gavner det klimaet og kan bidrage til mindre trængsel i vejsystemet,” siger hun.

Læs de øvrige artikler i vores serie om ’En grønnere planlov’:
Kommunerne skal have mulighed for at forpligte borgere og virksomheder på den grønne omstilling
Nyborg-borgmester vil have løsning på elbils-paradoks
Stationsnærhed kan spare masser af CO2
Planchef savner national planlægning og efterspørger en helhedsvurdering af lovgivningen
Planlægning handler også om alt det under jorden
Klagemarathon må ikke stoppe samfundsnyttige projekter

Flere nyheder

Nyhedsarkiv
PrivatlivspolitikCookies
© Rådet for Bæredygtigt Byggeri 2025
Om os
Kontakt
Presse
Job
LOGIN