Ring eller skriv endelig til os hvis du har spørgsmål
+45 36 72 10 20 kursus@rfbb.dk
Beskrivelse
Bæredygtig planlægger Kursussamarbejde mellem Dansk Byplanlaboratorium og Rådet for Bæredygtigt Byggeri
Formål Formålet med kurset er at give dig kompetencer og konkret viden, så du aktivt kan implementere og sikre bæredygtige tiltag i den fysiske planlægning. Behovet for viden og ønsket om at kunne stille flere krav til bæredygtighed i den kommunale planlægning bliver større og større. På kurset får du derfor viden og metoder til at arbejde med bæredygtighedsinitiativer, overblik over relevant jura samt inspiration til, hvordan du griber dagsordenen an som byplanlægger i den kommunale organisation.
Målgruppe Kurset henvender sig først og fremmest til kommunale planlæggere, der arbejder med bæredygtighedsdagsordenen generelt, men måske med et særligt fokus på klima.
Kursusbeskrivelse Bæredygtighedstiltag i den fysiske planlægning beror ofte på frivillige aftaler, der indgås mellem byggeriets parter. Der er behov for både viden, netværk og sparring på feltet for at fremhæve kommunernes muligheder for bedre at kunne sikre og implementere de rigtige løsninger, der går i en mere bæredygtig retning. Planlæggeren befinder sig i krydsfeltet mellem politik, byggeriets parter og bæredygtighedsdagsordenen, der udvikler sig med rivende hastighed. Kurset er bygget op omkring denne problemstilling. Undervisningsformen veksler mellem videns- og metodeoplæg (ca. 50%), inspiration fra praksis (25%) og øvelser i grupper med udgangspunkt i egne konkrete problemstillinger (25%). Efter endt kursus vil du være bedre rustet til at indarbejde og sikre bæredygtige tiltag gennem den fysiske planlægning i din kommune.
Spørgsmål du får svar på ved at gennemføre kurset Bæredygtig Planlægger: Hvilke konkrete bæredygtige tiltag bør din kommune fokusere på? Hvordan kan kommuner sikre og implementere bæredygtige tiltag bedst muligt? Hvordan har andre kommuner indarbejdet bæredygtighedstiltag i deres fysiske planlægning? Hvordan skal du som bæredygtig planlægger agere i den kommunale organisation? Hvilke krav stiller den grønne omstilling til den kommunale organisation og hvad er planlæggerens rolle i dette?
Kursusprogram Bæredygtig planlægger er et kompetenceudviklingsforløb, der består af 3 kursusdage. Den første kursusgang er en enkelt dag. Kursusgang 2 og 3 afvikles over to dage med overnatning. Programmet er inddelt i tre overordnede temaer, som i videst muligt omfang, foldes ud på hver deres kursusdag.
Første kursusgang: 9. november 2023 i Aarhus TEMA: Klima og bæredygtighed i planlægningen – hvad virker og hvorfor skal man vælge det ene frem for det andet? - Bred indføring i begreber, metoder, plantyper osv. Dagens hovedfokus er en jagt på de dokumenterede, mest bæredygtige tiltag i planlægningen. Anden kursusgang: 29. november 2023 (obs. overnatning) i Kolding TEMA: Jura og aftaler - vi leder efter hjemmel i et bredere lovkompleks, til at implementere de mest bæredygtige elementer i forskellige typer af planer. Tredje kursusgang: 30. november 2023 i Kolding TEMA: Dialog og frivillige aftaler - hverdagen som planlægger og dialogen med kollegaer, politikere og bygherrer er vejen til at gå i en bæredygtig retning, når lovene ikke kan følge med – vi kredser om bæredygtig, fagprofessionel adfærd og den gode dialog. Eksamen og kursusbevis Forløbet afsluttes med en mindre, skriftlig eksamensopgave. Opgaven bedømmes og der gives individuel feedback. Herefter modtager deltageren et kursusbevis.
Pris Medlemspris: 16.500 kr. (enten medlem af Rådet for Bæredygtigt Byggeri eller Dansk Byplanlaboratorium). Pris for ikke-medlemmer: 22.000 kr.
For yderligere information, kontakt kursuslederne: Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Kreils Ekelund, 3049 4662 - kke@rfbb.dk Dansk Byplanlaboratorium, Anne Møller, 3317 7278 – am@byplanlab.dk