DGNB Drift er et værktøj til at måle, udarbejde udviklingsplaner og fremme bæredygtighedshensyn i eksisterende bygninger. Certificeringen bruges både til individuelle bygninger samt hele porteføljer.
DGNB Drift hjælper bygningsejere med at måle, udarbejde udviklingsplaner og fremme bæredygtighedstiltag i eksisterende bygninger. Gennem certificeringsprocessen indsamles og tredjepartsverificeres bæredygtighedsdata for bygningers faktiske performance. Dette giver bygningsejeren mulighed for at tage datadrevne beslutninger og strukturere processerne for at optimere driften af bygningen.
Certificeringen giver bygningsejere, bygningslejere, forvaltere, rådgivere og andre relevante parter et fælles værktøj til at samarbejde om bæredygtighedstiltag. Det fremtidssikrer bygningen, ved blandt andet at arbejde med CO2-reduktion, energioptimering, indeklimaforbedring og undersøgelse af brugernes faktiske oplevelse af bygningen.
Udover at være et direkte redskab til udvikling af bygninger og porteføljer, er DGNB Drift også relevant i forbindelse med efterlevelse af EU-taksonomien samt ESG-rapportering.
DGNB Drift er relevant for alle bygningstyper. Det er ikke afgørende, hvor gammel bygningen er, eller hvilken tilstand den har. Driftscertificeringen handler om at indsamle data om bygningens nuværende performance, definere en målsætning for forbedring og lægge en plan for at nå målsætningen. Efter maksimalt tre år skal bygningen re-certificeres, hvor forbedringerne evalueres og nye målsætninger og planer fastlægges. Certificeringsprocessen af DGNB Drift projekter foregår i System Software.
Er du bygningsejer, som ønsker at certificere din ejendom med DGNB Drift, skal du bruge en DGNB Auditor med licens, som kan varetage certificeringen og hjælpe dig gennem processen.
Du kan finde alle autoriserede auditorer her.