Der er landet en ny bred regering. Fra Green Building Council Denmark skal der lyde et stort tillykke til partierne bag regeringen, og til de udpegede ministre. Efter mange ugers forhandlinger, er vi glade for, at sløret nu er løftet for, hvad en ny regering skal arbejde med. For der er rigeligt at tage fat på.
Regeringen har forpligtet sig på at nå de eksisterende klimamål, stille nye mål og fremrykke kravet om klimaneutralitet til 2045. Men vi skal i gang med det samme. I bygge- og ejendomsbranchen er vi klar til politisk handling fra dag ét.
Vores byggeri og bygninger står for ca. 30 pct. af Danmarks CO2-udledning og 35 pct. af Danmarks affald kommer fra bygge- og anlægsbranchen. Det er langt fra godt nok.
Vi glæder os til at samarbejde med den nye social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil om de områder, der allerede er stukket ud i regeringsgrundlaget: et boligpolitisk udspil, fokus på energieffektiviseringer, genanvendelse af byggematerialer, og nedbringelse af klimaaftrykket ved opførsel af offentlige bygninger.
Samtidig peger vi på, hvor vi kan højne ambitionerne yderligere, hvis vi skal lave en reel grøn omstilling af byggeriet. Vi skal bygge med mindre klimapåvirkning ved at skærpe CO2-kravene i Bygningsreglementet. Vi skal renovere, før vi river ned og bygger nyt. Og kommunerne skal have mulighed for at stille konkrete krav, der kan reducere klimapåvirkningen i deres lokale planlægning.
Der er mange gode takter i regeringsgrundlaget, men der skal mere til. I Green Building Council er vi klar med både viden og erfaring til at sikre, at vi lykkes.